Sjælehenteren

Sjælehenteren af Katja L. Berger handler om Raven, der efter sin død finder ud af, at efterlivet er langt mere end man gør det til. Efter det, der skulle have været en tur i byen med en veninde, ender galt, vågner hun op til, at Døden tilbyder hende et job som sjælehenter i evigheden. Det viser sig dog hurtigt, at det hverken er et let eller ufarligt job, og samtidig er der noget, der truer Raven og hendes nyfundne venners efterliv. For at forhindre Dommedag, ser Raven sig nødsaget til at alliere sig med Himmel og Helvede. Men hvem er ven og hvem er fjende? Og hvad er det ved Raven, som gør hendes så speciel?

Jeg sad tilbage med blandede følelser omkring den her bog. Den har nogle virkelig fede elementer, hvor jeg med glæde tager hatten af for Berger. Modsat trækker den også på en masse elementer, som efterhånden er blevet endevendt af et hav af fantasy-forfattere. Samtidig er der også nogle ting i bogen, som hun ikke rigtig følger til dørs.

Men de positive ting først! Jeg er fan af hele sjælehenter-konceptet. Det giver god mening, at der kommer en person og hjælper en videre til efterlivet (samtidig også en betryggende tanke – jeg er typen, der stadig kan formå at blive væk i Bilka). Selvfølgelig er systemet verdensomspændende og der er underafdelinger for selvmordere, trafikofre, osv. Det var virkelig et forfriskende pust – især fordi hele Himmel vs. Helvede problematikken.

Når det så er sagt: hvorfor følger du så ikke din ide til dørs, Berger? Det er mig en gåde. For lige pludselig falder man tilbage i den sædvanlige fantasy-trummerum, som minder meget om Cassandra Clares Shadowhunters. Bevares: man kan ikke blive ved med at opfinde den dybe tallerken – det er jeg klar over. Men når man som forfatter vælger at bruge de første 50 sider(!) på at forklare verdensopbygningen og så ikke følger den til dørs… så bliver jeg ærlig talt lidt træt. Ligeledes var karakteren Zeth en stor kliche. Vi har oplevet bad boyen, som ikke følger reglerne og som har brudt med systemet, og ja: vi kan godt lide ham. Men personligt er jeg ved at være fyldt op af den type. Det samme gælder Raven, der er vant til, at alt er serveret på et sølvfad. Hun blev simpelthen for irriterende til tider.

Alt i alt en god bog og sikkert god, hvis man er fan af Dødens Instrumenter og lignende bøger. Men for mit vedkommende faldt den lidt fra hinanden efter 150 sider. Derfor får den kun 3 ravnsorte stjerner herfra.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s