Tag-arkiv: Død

Pigen under jorden

Pigen under jorden af Elly Griffiths handler om Ruth Galloway, en overvægtig arkæolog i slut 30-erne. Ruth er, til sin mors store ærgrelse, aldrig blevet hverken gift eller mor. Hun bor alene i et lille hus i Norfolk, helt ud til Saltmarskens øde og skræmmende landskab. Ruth underviser i arkæologi på University of North Norfolk. En dag bliver hun kontaktet af vicekriminalkommissær Harry Nelson, der mener at have fundet de jordiske rester af Lucy Downey, en lille pige der forsvandt sporløst 10 år tidligere. Han vil have Ruth, der også er knogleekspert, til at undersøge knoglerne. Hun må dog desværre konstatere, at de funde knogler har tilhørt en pige, der blev myrdet for mere end tusinde år siden, og derfor umuligt kan være Lucy’s.

Ruth begynder at hjælpe politiet med opklaringen af sagen om den forsvundne Lucy, og nu også om den lille pige Scarlet Henderson, hvis sag minder uhyggeligt meget om Lucy’s. Politiet frygter at begge piger er blevet myrdet, og Ruth opdager snart en sammenhæng mellem forsvindingerne og den udgravning hun foretog 10 år forinden. Ruth befinder sig pludselig selv i fare, og hun må løse mysteriet før morderen tager sit næste offer.

Indrømmelse: Pigen under jorden af Elly Griffiths var min første krimi. Nogensinde. Jeg syntes at det var tid til at udvide min litteraturiske horisont, og valget faldt på denne krimi, der var på udsalg i min lokale boghandel.  Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg tror helt sikkert, at Krimi kan blive en af mine nye yndlings genrer. Jeg elsker det makabre ved det, og at man aldrig helt kan vide sig sikker på nogen af karaktererne, lige meget hvor søde og uskyldige de ellers virker.

Pigen under jorden er en virkelig gennemført roman, der på ingen måde er forudsigelig. Jeg tænkte hele tiden ”Det er ham her. Han er morderen”, for derefter at skifte menig efter et par sider. Griffiths formår at holde spændingen til sidste kapitel, og Ruth er en fantastisk karakter, der sysler med små, almindelige problemer, samtidig med at hun forsøger at løse mysteriet om Lucy, Scarlet og Saltmarsken. Hun er meget menneskelig, om end nok lidt for gammel til at jeg kan relatere til alle hendes problematikker. Historien om Ruth er en fin cocktail af hverdagsproblemer, mystik og arkæologiske fund, som er svær at lægge fra sig når man først er gået i gang.  

Pigen under jorden er den første bog i Elly Griffiths serie om Ruth Galloway. Hver bog indeholder en selvstændig, afsluttet historie, med Ruth Galloway i hovedrollen. Næste bog om hedder Løgnens hus, og den ryger absolut ind på min To-be-read liste. Pigen under jorden får 5 ud af 5 mystiske stjerner herfra, og har bestemt givet mig blod på tanden til at dykke længere ned i krimigenren.

Før jeg falder

Før jeg falder af Lauren Oliver er bogen, som man ikke vidste at man havde brug for, før man har læst den.

Hvis du blev tvunget til at gennemleve den samme dag om og om igen, hvad ville du så gøre med den? Ville du gøre tingene bedre? Ændre på dine tidligere handlinger? Eller gøre, lige hvad du havde lyst til?

Samantha – Sam – er en festlig og højtråbende teenagepige med et hold af opbakning fra hendes lige så vilde veninder. Livet handler om fester, fyre og at gøre nar af alle, der ikke er gode nok. Men en aften kommer Sam og hendes veninder ud for en bilulykke, og Sam dør på tragisk vis. Eller gør hun virkelig det?

Efter ulykken vågner Sam op igen, samme dag, samme rutine, samme ulykke. Hun tror, at hun er ved at blive skør. Ingen andre kan huske noget om, hvad der er sket. Hun bliver ved med at opleve den samme dag – og hendes død – igen og igen.

Så hvad gør man, når man er fanget i et aldrig sluttende limbo? Når ens dødsdag bliver genspillet på repeat? Kan Sam ændre sin skæbne?

Før jeg falder er virkelig en bog, der får en til at genoverveje alle ens beslutninger. Den giver en lyst til lige at kramme sin mor en ekstra gang eller at gøre en ekstra god gerning. Det er en forunderlig bog og det er imponererende, at forfatteren har formået at gøre den spændende på trods af, at det er den samme dag, der bliver genafspillet. Hvis du nogensinde har stået med denne bog i hånden, og vejet for og i mod, så er det et stort for, med 4 tårevæddede stjerner herfra!

Sjælehenteren

Sjælehenteren af Katja L. Berger handler om Raven, der efter sin død finder ud af, at efterlivet er langt mere end man gør det til. Efter det, der skulle have været en tur i byen med en veninde, ender galt, vågner hun op til, at Døden tilbyder hende et job som sjælehenter i evigheden. Det viser sig dog hurtigt, at det hverken er et let eller ufarligt job, og samtidig er der noget, der truer Raven og hendes nyfundne venners efterliv. For at forhindre Dommedag, ser Raven sig nødsaget til at alliere sig med Himmel og Helvede. Men hvem er ven og hvem er fjende? Og hvad er det ved Raven, som gør hendes så speciel?

Jeg sad tilbage med blandede følelser omkring den her bog. Den har nogle virkelig fede elementer, hvor jeg med glæde tager hatten af for Berger. Modsat trækker den også på en masse elementer, som efterhånden er blevet endevendt af et hav af fantasy-forfattere. Samtidig er der også nogle ting i bogen, som hun ikke rigtig følger til dørs.

Men de positive ting først! Jeg er fan af hele sjælehenter-konceptet. Det giver god mening, at der kommer en person og hjælper en videre til efterlivet (samtidig også en betryggende tanke – jeg er typen, der stadig kan formå at blive væk i Bilka). Selvfølgelig er systemet verdensomspændende og der er underafdelinger for selvmordere, trafikofre, osv. Det var virkelig et forfriskende pust – især fordi hele Himmel vs. Helvede problematikken.

Når det så er sagt: hvorfor følger du så ikke din ide til dørs, Berger? Det er mig en gåde. For lige pludselig falder man tilbage i den sædvanlige fantasy-trummerum, som minder meget om Cassandra Clares Shadowhunters. Bevares: man kan ikke blive ved med at opfinde den dybe tallerken – det er jeg klar over. Men når man som forfatter vælger at bruge de første 50 sider(!) på at forklare verdensopbygningen og så ikke følger den til dørs… så bliver jeg ærlig talt lidt træt. Ligeledes var karakteren Zeth en stor kliche. Vi har oplevet bad boyen, som ikke følger reglerne og som har brudt med systemet, og ja: vi kan godt lide ham. Men personligt er jeg ved at være fyldt op af den type. Det samme gælder Raven, der er vant til, at alt er serveret på et sølvfad. Hun blev simpelthen for irriterende til tider.

Alt i alt en god bog og sikkert god, hvis man er fan af Dødens Instrumenter og lignende bøger. Men for mit vedkommende faldt den lidt fra hinanden efter 150 sider. Derfor får den kun 3 ravnsorte stjerner herfra.

De dør begge til sidst

De dør begge til sidst af Adam Silvera handler om drengene Mateo Torrez og Rufus Emeterio. Den 5. september 2017 lidt over midnat, får de begge et opkald fra Dødsrådet. Dødsrådet kan se ind i fremtiden, og ser at begge drenge vil dø indenfor 24 timer. De kender endnu ikke hinanden, og de er vidt forskellige. De beslutter sig begge to for, at de vil nå at leve livet inden de 24 timer er gået, men de vil ikke gøre det alene.
Appen Sidste Ven hjælper dem med at finde en person, de kan tilbringe deres sidste timer sammen med, og tilfældigvis finder de to hinanden. Kan de nå at gøre alle de ting de vil inden de 24 er omme, og kan de finde kærligheden?

Selvom titlen sådan rimelig meget spoiler slutningen, gør det absolut intet for min mening om bogen. Mens jeg læste bogen, glemte jeg nærmest at jeg godt kendte slutningen. Jeg kunne overhovedet ikke lægge bogen fra mig. Jeg forelskede mig i karakterene lige fra starten, og jeg elskede at budskabet var, at man skal huske at leve livet mens man har det, for det synes jeg også selv er enormt vigtigt at huske.
Hvis der er nogen af jer der har læst den, kan vi så lige snakke om slutningen?! Er du sindssyg, en lorteslutning! Jeg er udmærket klar over, at det måske er en smule mærkeligt, hvorfor jeg ikke kunne lide slutningen, da man igen ved det fra man læser titlen. Jeg havde bare håbet på at den var en smule mere…. Ærefyldt. Nu har jeg ikke sagt for meget.
Det er første gang jeg læser noget af Adam Silvera, og jeg må sige, at jeg er imponeret. Han skriver på en helt fantastisk måde, og jeg tror det var en del af, hvorfor jeg elskede bogen så meget.

Det er uden tvivl en af de bedste bøger jeg har læst i år, og derfor giver jeg den 5 ud af 5 meget, meget smukke stjerner.