Tag-arkiv: Forelskelse

Provinspis

Provinspis af Ditte Weise handler om Ida, som bor i en lille, kedelig by i det mørke Jylland. Hverdagen løber i den samme grå trædemølle og hun længes efter at komme væk. Gymnasiet keder hende, da ingen af lærerne er i stand til at lære hende noget nyt. Hun vil heller ikke være derhjemme, da far og papmor skændes i et væk. Det eneste sted, hun egentlig vil være, er hos hendes barndomsven Jon. Men da han begynder at date en af pigerne fra hendes klasse, begynder jorden at skride under fødderne på Ida og det fører til en lang nedtur. Spørgsmålet er bare, hvordan hun skal komme ud på den anden side?

Ida var en interessant karakter at følge. Sommetider gav hendes beslutninger mening, andre gange… knap så meget. Jeg kunne godt lide den indre kamp, som hun havde igennem bogen, hvor det især handlede om, at hun ikke ville tabe ansigt. Samtidig sad man som læser hele tiden med følelsen af, at hvis nu bare det og det skete, så ville situationen være meget bedre for hende. Jeg havde svært ved hendes forhold til Jon, da begge virkede til at ville være sammen, men ingen af dem kunne helt tage sig sammen til at sige det direkte. Udover det var der også hendes forhold til Myggen og dets komplikationer (stoffer bl.a.), som næsten fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Desuden er jeg begyndt at fornemme, at Weise ikke er den store fan af lukkede slutninger, hvor man som læser føler, at det hele nok skal gå. Det er i hvert fald tilfældet for både Provinspis og Og så drukner jeg… Jeg ved ikke helt, om jeg kan lide det. Det fucker lidt med mig, at jeg ikke ved, om Ida klarede den og fik sig et liv, hvor tingene rent faktisk fungerede. På den anden side er det en langt mere realistisk slutning, da man aldrig helt ved, hvad der kommer til at ske en i fremtiden.

Alt i alt bliver det til 3.5 stjerner herfra. Jeg synes virkelig, at hvis man ikke har læst noget af Ditte Weise, så skal man unde sig selv den fornøjelse. Hun skriver med et flow, så man bliver suger ind i historien og nærmest er desorienteret, når man endelig får lagt den fra sig. Derfor tog det mig heller ikke mere end tre dage at få læst bogen.

Call Me by Your Name

Call Me By Your Name er en kærlighedsroman skrevet af Andre Aciman i 2007. Bogen blev filmatiseret i 2017 med Timothee Chalamet og Armie Hammer i hovedrollerne.

Året er 1983. 17-årige Elio Perlman og hans forældre er rejst til Norditalien, som de gør hver sommer, hvor de har et hus. Hver sommer i 6 uger, får Elios far en praktikant på besøg, som skal bo hos dem i 6 uger i sommerferien, og hjælpe ham med sit professor-arbejde. Sådan har det været hele Elios liv, så han er vant til at disse mennesker kommer og går, uden at han lægger så meget i det.

Men i sommeren 1983, får Elios far en usædvanlig mand på besøg. Han er i midten af tyverne, og ingenting som de tidligere praktikanter der har boet hos dem. Oliver er charmerende og selvsikker, og tager alting som det kommer. Elio bliver hurtigt interesseret i ham, og det viser sig, at Oliver også er interesseret i Elio. Deres venskab blomstrer op og bliver mere end bare et venskab, efter mange ugers ”kan han lide mig, kan jeg lide ham”-tanker fra dem begge to.

De to turtelduer tager på en tre-dagstur til Rom, eftersom Oliver har noget arbejde der, som en afslutning på hans ophold hos Perlman-familien den sommer.

Sommeren bliver til efterår, og efteråret bliver til vinter. Elio og hans forældre er igen rejst til Italien i juleferien, hvor Elio modtager et opkald fra Oliver. Han fortæller, at han husker alt og at han ville gøre alt for at genopleve hans ophold hos Elios familie. Men han fortæller også Elio en trist nyhed, som gør Elio meget ked af det. Vil de to nogensinde se hinanden igen?

Call Me By Your Name er en enestående roman, med en enestående kærlighedshistorie (som jeg jo er vild med). Jeg elskede den unægtelige kemi der var mellem Oliver og Elio fra dag et, og det pinede mig simpelthen, at de var så længe om at indrømme deres følelser for hinanden. Jeg kunne også rigtig godt lide, at selvom historien handlede om to fyre, så tog det ikke overhånd, som det gør i nogle andre bøger. Det var bare en detalje, og det kunne jeg godt lide.

Andre Aciman skriver som den drøm. Han skrivestil er utrolig flot og meget beskrivende. Jeg fik krystalklare billeder i mit hoved, da jeg læste bogen! Man kommer også helt ind i hovedet på Elio, da hele bogen er en blanding mellem hans tanker, og selve handlingen. Det kunne godt være en smule forvirrende til tider, men slet intet der gjorde noget. Der er så mange unikke scener i den bog, og der var især et specielt tidspunkt på deres tut til Rom, der virkelig skilte sig ud, synes jeg.

Som sagt, så blev bogen filmatiseret i 2017. Filmen er efter min mening, lige så god som bogen. Det er en af de få tilfælde, hvor bog og film går hånd i hånd, og hvor oplevelsen faktisk er større, hvis man både ser filmen og læser bogen. Nu har jeg set filmen et utal af gange, og man kan vel godt sige at den er på min top 3. Jeg så filmen før jeg læste bogen, og det hjalp mig faktisk til at forstå bogen bedre, fordi at den er skrevet på den specielle måde. Så selvom det ikke sker ofte, mener jeg faktisk at det er bedst at se filmen før man læser bogen!

Med alt dette sagt, giver jeg bogen 4,5 ud af 5 smukke, funklende, Oscarvindende stjerner. Det er en af de bedste læseoplevelser, jeg nogensinde har haft.

Og så drukner jeg…

Og så drukner jeg… af Ditte Weise handler om Josephine, son har styr på alt. Hun får de gode karakterer, den lækreste fyr i klassen som sin kæreste, en vidunderlig bedste veninde og har planlagt sin fremtid. At hun så tager betablokke for at kontrollere angsten, så alt forbliver lige så perfekt, som det ser ud til – det vedkommer ikke sagen ved. Eksamenstiden i 3.G begynder og der går ikke længe før Josephines skemalagte hverdag begynder at skride. Hun kæmper for at gøre det hele rigtigt, for hvis ikke hun går det, så mister hun det hele. Men lige meget hvor hårdt hun kæmper imod, begynder hun at miste grebet og der er ikke andre til at tage faldet end hende selv.

Fuck… det her, ik’? Det er bogen for min generation. Jeg kunne genkende mig selv og mange af mine jævnaldrende i store dele af den. Det her er romanen, som alle bør læse. Længere er den simpelthen ikke.

Josephine er en vidunderlig hovedperson at følge, især fordi jeg kunne sætte mig ind i hendes valg langt hen ad vejen. Jeg kunne følge hendes beslutninger og tanker i så høj grad, at det næste blev skræmmende. Især da hun fik en dårlig karakter til eksamen og regnede sig selv for ingenting. Hun blev virkelig billedet på det pres, som hviler på min generation – hvad end det kommer fra en selv eller ens forældre og omgivelser. Josephine skulle have det hele, men havde hverken kræfter eller tid til det hele. Beskrivelsen af hendes nedtur ramte fandme hårdt.

Hendes forhold til Oliver var simpelthen hæsligt, men viste samtidig også, hvor langt man kan være villige til at gå for at få den perfekte facade udadtil. Weise formåede også at vise de sider af livet, som man så absolut ikke er herre over, som f.eks. skilsmisse og angst. Desuden var jeg særligt glad for slutningen, da man ikke helt ved, hvad der videre sker med hende. Men jeg sad dog alligevel med en følelse af, at hun kommer styrket videre.

Det er 5 kæmpemæssige stjerner herfra, hvilket næppe kommer som en overraskelse. Det er første gang, at jeg har læst noget af Weise, men det bliver ikke sidste. Hun formår virkelig at skrive om den unge generation og med denne bog kommer hun i min optik op på højde med Sarah Engells forfatterskab. Den her bog er et absolut must read for alle unge mennesker, som føler, at deres liv skal være planlagt og at de skal kunne det hele.

Noget om Grace

Noget om Grace af Carey Heywood handler om Grace, som for nyligt har mistet sine forældre. Hun bor sammen med John, hendes livs kærlighed, som efter han mistede sit arbejde, er blevet sur og indadvendt, hvilket gør, at Grace går på æggeskaller omkring ham. Det hele lader til kører denne samme triste rille og det vil det formentlig blive ved med at gøre – hvis ikke det var på grund af den opringning, som Grace modtager. I den anden ende af telefonen er hendes mormor, som Grace troede døde, da hun var lille. Grace vælger at rejse ned til mormoren og bo i et par uger, hvorefter Grace begynder at stille spørgsmålstegn ved sit liv og sin kærlighed til John.

Bogen er bygget op efter sorgens fem faser: benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept, således at bogen er delt i fem dele. Det kunne jeg egentlig meget godt lide, da det ikke stod sort på hvidt, hvorfor del 3 kunne forbindes med forhandling. Det gav lidt at tænke over, hvilket jo altid er et plus. Til tider blev det dog lidt irriterende. Selve sproget var dejlig nede på jorden og jeg kunne langt hen ad vejen godt følge Grace. Dog var der nogle ting i bogen, som jeg blev lidt træt af i længden. De kommer senere…

Jeg kunne godt lide Grace og synes, at hun virkede meget menneskelig (hvilket nok også var meningen). Dog blev det hele lidt opsat, da det skulle følge de fem faser og hendes humør skulle på en eller anden måde tilpasses temaet for kapiteldelen. Samtidig var hun alt for underdanig i starten, men hvis man ser i forhold til, at John var den eneste person tilbage i hendes liv (det var før hun mødte mormoren), så kan jeg måske godt følge hende. Men jeg kan samtidige ikke fatte, at hun kunne finde sig i at blive trådt på af John. Delen hos mormoren med naboen, som hun (selvfølgelig) faldt for, var også meget sød, men som sådan var der ikke den store handling i bogen. Jeg følte lidt, at man godt vidste, hvordan man kom fra A til B, men lige skulle tage hundredesytten omveje først.

I alt bliver det til 2½ stjerner herfra. Bogen var sød og god at slå hjernen fra til. Men som sådan var den ikke noget at råbe hurra for. Jeg kan anbefale den til en dag i sofaen under tæppet efter en hård uge eller til at tage med på ferien – hvis man ikke har noget bedre stående på sin TBR-liste.

Isprinsessen

Isprinsessen af Camilla Läckberg handler om Erica, som er vendt hjem til sin barndomsby, Fjällbacka, for at ordne sine forældres dødsbo. Det der skulle have været et sidste farvel til forældrene, bliver pludselig til mordsag, da hun finder sin barndomsveninde, Alex, død i et badekar. Det ligner umiddelbart selvmord, men politiet finder hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet. Under efterforskningen finder betjenten Patrick ud af, at Alex var gravid med en anden mands barn, havde et nært forhold til en af byens alkoholikere og at der gemmer sig grumme hemmeligheder under den facade, som hun kæmpede for at opretholde. Mens alt dette står på, begynder Erica og Patrick at blive mere og mere tiltrukket af hinanden. Og de får også brug for hinanden, hvis de vil finde ud af, hvad der egentlig er sket med Alex.

Jeg har flere ganget kigget på Läckbergs krimier, men har aldrig taget mig sammen til at gøre noget ved det – indtil nu. Og det var et godt valg. Isprinsessen er en spændende historie om et lille landsbysamfund, som er fyldt med hemmeligheder. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde regnet nogle dele af historien ud (hvilket jo altid er lidt fedt, når der er tale om en krimi), men det var langt fra det hele, som jeg havde set komme. Og det er bare en fed oplevelse, fordi jeg på seneste har oplevet, at når jeg læser en krimi/thriller, så regner jeg ret hurtigt ud, hvem morderen er og så kan man ellers gnave sig igennem 200+ sider for at finde ud af, at man havde ret.

Hvad der især var en god ting ved den her bog, var, at man ikke kun fulgte en person. Man kom ind i hovedet på Erica, Patrick og en, som formentlig er moderen (no spoilers!). Det gør bare, at man ikke kan lægge den fra sig. Dog skal man gøre sig klart, at der ikke er tale om nogen hæsblæsende krimi, hvor tempoet sidder oppe under loftet. I stedet går det lidt langsommere, men man bliver til gengæld også meget mere opmærksom på de små nuancer.

Til sidst vil jeg lige nævne, at Läckberg har formået at lave utrolig fuldendte karakterer. Det er ikke kun Erica, Patrick, Alex og morderen, som man får noget at vide om – alle er velskrevne og man kommer bl.a. helt ind på livet af Ericas lillesøsters voldelige ægteskab. Det gjorde bare utrolig meget godt for historien.

Det bliver til tre ud af fem stjerner herfra og det er kun fordi, at den er bind et i en lang serie, så jeg vil starte med at sætte barren lavt. Samtidig synes jeg også godt, at man kan mærke, at der er tale om første bind – historien skal lige i gang. Men jeg har allerede bind to Prædikanten liggende, så jeg har helt sikkert blod på tanden til flere af Läckbergs historier!

 

Elmer Baltazar

Elmer Baltazar – Rejsen til Arkadia af Tobias Bukkehave er en fantasyroman, der handler om drengen Elmer Baltazar. Elmer elsker at spille fodbold, men er uduelig til ”EDB” i skolen. Han er faktisk direkte naiv med hensyn til mange ting, men har et hjerte af guld, både overfor sine venner og din familie. Han forstår ikke hvorfor det der EDB og computerspil er så fedt. Det gør Emmy til gengæld. Emmy er den nye pige i klassen. Hun er klog, selvstændig, smart og så dufter hendes hår helt vidunderligt – i hvert fald hvis man spørger Elmer.
Elmer er vild med Emmy, selvom hun er langt ude af hans liga. Da Elmer er virkelig dårlig til alt der har med computer at gøre, beslutter deres lære, at Emmy skal hjælpe ham. Elmer vil gerne gøre et godt indtryk på Emmy og lover derfor at anskaffe sig en iPad, til den første hjælpe time hjemme hos Emmy.
Emmy er meget alene hjemme, da hendes forældre arbejder meget. En konsekvens deraf er, at Emmy er blevet utrolig god til at spille computer og netop i denne weekend udkommer hendes yndlings spil ”Eye Master II”. Eye Master II foregår i landet Arkadia, hvor den onde troldkvinde Rania regere. Når Emmy spiller som sin avatar ridderen Lorac, er hun nærmest uovervindelig og det har fanget Ranias opmærksomhed. Derfor sender hun sin stærkeste og ondeste ridder Sorte klo ud efter hende. Da dronningen får lokaliseret Emmy tager hun hendes Meta-data og bruger dem til at finde frem til Emmy i ”den virkelige verden”. Sammen planter de en iPad i Xinxins butik, som Elmer køber billigt. Han har nemlig ikke mange penge, men har brug for en Ipad, for at komme tæt på Emmy. Det viser sig at Elmers iPad er låst, men det lykkedes Emmy at låse den op, og som Rania planlagde, trækker den hende ind i Arkadias verden. For at redde Emmy, må Elmer rejse efter hende og bevæge sig ind i et komplet ukendt univers, fyldt med helte, hjælpere og skurke.
Elmer Baltazar – rejsen til Arkadia af Tobias Bukkehave er en klog og morsom roman, som passer perfekt ind i samfundsnormen. I bund og grund består den onde troldkvindes kræfter af, at hun kan kode. Med den evne kan hun bryde/se spillets kodning, som hun derfor kan manipulere med og skabe sine egene regler i spillet – mega hack. Det er en kompleks historie, som både drenge og piger vil finde utrolig sej. For en børneroman forstår ”Elmer Baltazar – Rejsen til Arkadia” at ramme sin målgruppe rigtig godt. Det er et spændende eventyr, krydret med moderne teknologi og moderne skurke, girl-power og en sød og modig helt. 4 stjerner herfra til en fortælling der tager Narnia og Bøgernes Herre ind i år 2018.
Bogen er første del af en trilogi.
Undervejs er der hist og her flotte, farverige illustrationer af illustrator Andreas Erstling.

 

Da blev jeg døden

Da blev jeg døden af Steffen Jacobsen handler om atombombens skabelse. Vi befinder os i New Mexicos ørkenlandskab. Her forsøger verdens førende atomforskere at konstruere atombomben, som skal vinde 2. verdenskrig for De Allierede. En af disse forskere er den danske Niels Bohr og hans nevø David Adler, som er en ung dansk ingeniør. For Adler udvikler arbejdet sig hurtigt til et kapløb om magt, hemmeligheder og kærlighed. I sidste ende står både Bohr og Adler overfor valg med moralske konsekvenser, som de umuligt kan overskue.

Som fan af historiske dramaer og tidligere 2. verdenskrigs nørd ramte denne bog bare spot-on! Jacobsen har skrevet en utrolig fangende roman om en af de mest utrolige opfindelser i nyere tid. Han har også formået at få hele spiondramaet med i historien, hvilket gjorde, at man som læser også blev mere og mere nysgerrig på, hvem det helt præcist var, der lækkede fortrolige dokumenter fra Los Alamos. Man sad til sidst og mistænkte sådan cirka alle, og selv efter bogen var slut, sad man med følelsen af, at man ikke havde fået det hele med. Jeg tror, at det er en af de ting, som gør Steffen Jacobsen til en så utrolig god krimi/thriller-forfatter. For jeg følte mig på ingen måde snydt, da jeg sad og manglede et par brikker i puslespillet. Jeg fik i stedet lyst til at genlæse bogen og se, om jeg kunne finde de manglende brikker.

Derfor får bogen 4,5 sprængfarlige stjerner herfra og et gyldent must-read-stempel! Det eneste, som trak lidt ned, var, at den tabte mig lidt på de naturvidenskabelige forklaringer. De var med til at gøre bogen endnu mere troværdig, men da jeg er sproglig, så fattede jeg hat af, hvad der stod.