Tag-arkiv: Must Read

Og så drukner jeg…

Og så drukner jeg… af Ditte Weise handler om Josephine, son har styr på alt. Hun får de gode karakterer, den lækreste fyr i klassen som sin kæreste, en vidunderlig bedste veninde og har planlagt sin fremtid. At hun så tager betablokke for at kontrollere angsten, så alt forbliver lige så perfekt, som det ser ud til – det vedkommer ikke sagen ved. Eksamenstiden i 3.G begynder og der går ikke længe før Josephines skemalagte hverdag begynder at skride. Hun kæmper for at gøre det hele rigtigt, for hvis ikke hun går det, så mister hun det hele. Men lige meget hvor hårdt hun kæmper imod, begynder hun at miste grebet og der er ikke andre til at tage faldet end hende selv.

Fuck… det her, ik’? Det er bogen for min generation. Jeg kunne genkende mig selv og mange af mine jævnaldrende i store dele af den. Det her er romanen, som alle bør læse. Længere er den simpelthen ikke.

Josephine er en vidunderlig hovedperson at følge, især fordi jeg kunne sætte mig ind i hendes valg langt hen ad vejen. Jeg kunne følge hendes beslutninger og tanker i så høj grad, at det næste blev skræmmende. Især da hun fik en dårlig karakter til eksamen og regnede sig selv for ingenting. Hun blev virkelig billedet på det pres, som hviler på min generation – hvad end det kommer fra en selv eller ens forældre og omgivelser. Josephine skulle have det hele, men havde hverken kræfter eller tid til det hele. Beskrivelsen af hendes nedtur ramte fandme hårdt.

Hendes forhold til Oliver var simpelthen hæsligt, men viste samtidig også, hvor langt man kan være villige til at gå for at få den perfekte facade udadtil. Weise formåede også at vise de sider af livet, som man så absolut ikke er herre over, som f.eks. skilsmisse og angst. Desuden var jeg særligt glad for slutningen, da man ikke helt ved, hvad der videre sker med hende. Men jeg sad dog alligevel med en følelse af, at hun kommer styrket videre.

Det er 5 kæmpemæssige stjerner herfra, hvilket næppe kommer som en overraskelse. Det er første gang, at jeg har læst noget af Weise, men det bliver ikke sidste. Hun formår virkelig at skrive om den unge generation og med denne bog kommer hun i min optik op på højde med Sarah Engells forfatterskab. Den her bog er et absolut must read for alle unge mennesker, som føler, at deres liv skal være planlagt og at de skal kunne det hele.

Som stjernerne står

Som stjernerne står af Cora Carmack handler om den 22-årige kontrolfreak og collegestuderende Bliss Edwards. Bliss har styr på hele sit liv og ved, hvad hun vil, men en ting har hun endnu ikke nået og det er at være i seng med en fyr. Det går Bliss forfærdelig meget på, for hun vil ikke være jomfru mere, men tør hun egentlig at have sex for første gang? En skæbnesvanger aften beslutter Bliss sig dog for at ændre på tingene en gang og for alle med et onenight-stand. Men intet går som planlagt.

Da Bliss beslutter sig for at gøre noget ved situationen, møder hun den skønne Garrick, men når det så endelig kommer til stykket, bakker hun ud – for hvad kan man ellers gøre, når ens falske-kat er syg og skal hentes? Endnu værre bliver det dog, da Bliss ikke mere end otte timer senere skal stå ansigt til ansigt med sin nye lærer – igen.

For hvad gør man lige, når ens fejlslåede onenight-stand står foran en med et forvirret udtryk i blikket? Og så endda midt i undervisningen. Bliss er forvirret og magtesløs, imens hendes følelser for Garrick bliver ved med at udvikle sig. Men det kan jo aldrig ende godt… eller kan det?

Som stjernerne står er en fantastisk historie om kærlighed, romantik og ikke mindst lidenskab. Det er en historie der kan få en til at smile og ryste på hovedet, mere end bare en gang. Dog er det tydeligt at den hører ind under ‘New Adult’-genren og der er faktisk ikke specielt meget handling i selve romanen, der udspiller sig over et semester for en college studerende. Alt i alt handler bogen kun om Bliss og hendes modstridende følelser omkring hendes egen seksualitet og den fortryllende Garrick.

Jeg synes, at det er en afslappet bog, man hurtigt kan arbejde sig igennem og som er let at fordøje. Og det gør derfor, at man ikke rigtigt har lyst til at lægge den fra sig på noget tidspunkt. Personligt læste jeg den hele på en dags tid og var fanget hele vejen igennem. Jeg vil mene, at den er et absolut Must Read, hvis man er fan af ‘New Adult’-genren eller bare har brug for en lille smule romantik i sin nybegyndte sommerferie. Alt i alt så synes jeg den fortjener 4 store, funklende og romantiske stjerner herfra!

Crazy Rich Asians

Crazy Rich Asians af Kevin Kwan handler om Rachel, der sammen med sin kæreste, Nick, rejser til Singapore. Her skal de deltage i Nicks barndomsven Colins bryllup og Rachel ser frem til ferien, som forhåbentlig kan føre til, at Nick frier til hende. Det hele tager dog en voldsom drejning, da de ankommer til Singapore. Her finder Rachel ud af, at der er en stor ting, som Nick ikke har fortalt hende: at hans familie hører til den øverste del af den asiatiske elite. Det bliver et par stormfulde dage, hvor Rachel bliver mere og mere i tvivl om, hvor godt hun egentlig kender Nick. Og hvorvidt hun har lyst til at være en del af en verden, der helt tydeligt ikke regner hende for noget.

Der er utrolig meget hype omkring den her bog for tiden, så selvfølgelig skulle jeg læse den. Det fanger min nysgerrighed, når en bog åbenbart kan falde i så mange forskellige menneskers smag. I nogle tilfælde bliver jeg slemt skuffet, men dette var heldigvis ikke tilfældet med denne her!

Kwan er en vanvittig god forfatter, fordi han formår at jonglere med så mange forskellige karakterer på en gang uden, at man som læser bliver fuldstændig rundtosset. Samtidig formår han også at lave fuldendte karakterer, hvor man bliver trukket ind i deres følelsesliv – hvad end man vil det eller ej. Særligt Nicks kusine, Astrid, var en fantastisk karakter, som gjorde, at når jeg var ved at miste lysten til at læse videre, så kom jeg ind i historien igen.

Det er en klar anbefaling til denne sommerferie, hvor man også kunne bruge tid på at se filmen(!). Desuden er der to bøger mere i serien, så sidder allerede nu og tripper for at komme igang med den næste. Fire rigtig flotte stjerner herfra.

Ro på

Ro på af Camilla Skovgaard er på mange måder et generationsportræt og en skarp kritik af vores uddannelsessystem. Bogen handler om, at hvis du føler dig forvirret og i tvivl om, hvad du vil bruge din fremtid på, så stop op! Hvis du føler dig presset til at træffe et valg, som du overhovedet ikke er klar til, så stop op! Bogen tager læseren igennem 7 kapitler, som er fyldt med fakta, citater, interviews og Skovgaards egne oplevelser.


Jeg var lidt skeptisk, da jeg gik i gang med bogen. Frygtede et eller andet sted en selvhjælpsbog, som i sidste ende ville give mig en dårlig smag i munden over, at jeg ikke ved, hvad jeg vil. Eller også skulle den forgive, at den hjælper mig med at træffe VALGET og så ville jeg igen få en dårlig smag i munden, hvis jeg var mere forvirret efter jeg var færdig med bogen.

Dette var langt fra tilfældet. I stedet sidder jeg med en følelse af ro, som jeg overhovedet ikke har haft, siden jeg begyndte at tænke på, hvad jeg skal her efter 3.G. Jeg føler, at det er vigtigt at træffe et valg og at jeg for guds skyld ikke må vælge forkert, fordi bordet fanger. Så det var især Skovgaards interviews med nuværende studerende som gav mig en form for ro. For flere af dem har valgt om, forlænget deres uddannelse eller har dumpet. Sammen er de med til at skabe bogens præmis om, at det er okay, hvis du ikke ved, hvad du vil. At det er okay, hvis du skal tage et par fag om, fordi du dumper. Eller at du forlænger din uddannelse, hvis du har behov for orlov eller for at lave noget andet i et halvt års tid. Kort sagt er romanens grundpræmis, at det er okay at være forvirret, så længe du er tro mod dig selv og vælger det, som er rigtigt for dig.

Det er derfor, at denne bog får 5 stjerne herfra. Den er simpelthen så vigtig og jeg mener, at størstedelen af landets unge (og landets voksne for den sags skyld) ville få noget ud af at læse den. For mig gav den ro på (haha) og de bekymringer, jeg har haft omkring universitetsansøgningerne, som skal sendes afsted til sommer, er ikke blevet mindre. Men de fylder bare mindre. Så tusind tak til Camilla Skovgaard og en meget varm anbefaling herfra!

Tag gaden tilbage

Tag gaden tilbage af Sarah Engell og Sanne Munk Jensen handler om Polly, der kommer fra Hirtshals, men som ikke føler, at hun helt passer ind. Ved et tilfælde bliver hun optaget i den populære klike af 1.G piger på Hjørringgymnasium. Endelig føler Polly, at hun har fundet nogle ligesindede, som ikke har noget imod, at hun selv syr sit tøj og som også vil noget mere end bare at blive boende i Nordjylland. Sammen med sine nye veninder fester hun i Aalborgs gader og bliver en del af det liv, som hun et eller andet sted har længtes efter. Problemet er, at livet med kliken har nogle helt andre regler end Polly er vant til og da hun træder ved siden af, koster det hende dyrt. Og hvad gør hun så, når hun står alene tilbage og ikke ved, hvem hun kan bede om hjælp?

Det her er ubestridt en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Polly er en stærk hovedperson, som afspejler den forvirring og higen efter at passe ind, som nutidens ungdom føler. Jeg er vild med, at hun ikke lægger sig fladt ned og giver op, men samtidig heller ikke finder det let at stå op for sig selv. Det gør hende så meget mere menneskelig og jeg føler, at jeg kan spejle mig i hende. Hun kæmper for at finde sin hylde og det er ikke nemt, når man kommer fra Udkantsdanmark. Samtidig har hun også sit eget lille ungdomsoprør med sin far og farmor.

OBS! Det næste er ikke helt spoiler frit!

Samtidig tager Engell og Jensen et meget vigtigt emne op i deres roman: kønsforskel når det kommer til scoringer. Hvis en fyr scorer flere piger på en aften, så er han dagens mand i skysovs. Hvis en pige gør det samme, er hun derimod en billig luder. Og hvorfor så lige det? Det giver jo absolut ingen mening i disse tider, hvor vi råber op om ligestilling i tide og utide! Polly bliver hængt ud og ekskluderet til en grad, hvor hun ikke længere kan komme igennem en skoledag.  Det er på ingen måde i orden og det render mig koldt ned af ryggen, når jeg tænker på, at det sker i virkeligheden.

Det her er et af 2019’s must-reads – og det gælder både unge og voksne! Det er 4.5 stjerner herfra og jeg håber virkelig, at den kan være med til at tage vores slut-shaming kultur op til debat.

Før jeg falder

Før jeg falder af Lauren Oliver er bogen, som man ikke vidste at man havde brug for, før man har læst den.

Hvis du blev tvunget til at gennemleve den samme dag om og om igen, hvad ville du så gøre med den? Ville du gøre tingene bedre? Ændre på dine tidligere handlinger? Eller gøre, lige hvad du havde lyst til?

Samantha – Sam – er en festlig og højtråbende teenagepige med et hold af opbakning fra hendes lige så vilde veninder. Livet handler om fester, fyre og at gøre nar af alle, der ikke er gode nok. Men en aften kommer Sam og hendes veninder ud for en bilulykke, og Sam dør på tragisk vis. Eller gør hun virkelig det?

Efter ulykken vågner Sam op igen, samme dag, samme rutine, samme ulykke. Hun tror, at hun er ved at blive skør. Ingen andre kan huske noget om, hvad der er sket. Hun bliver ved med at opleve den samme dag – og hendes død – igen og igen.

Så hvad gør man, når man er fanget i et aldrig sluttende limbo? Når ens dødsdag bliver genspillet på repeat? Kan Sam ændre sin skæbne?

Før jeg falder er virkelig en bog, der får en til at genoverveje alle ens beslutninger. Den giver en lyst til lige at kramme sin mor en ekstra gang eller at gøre en ekstra god gerning. Det er en forunderlig bog og det er imponererende, at forfatteren har formået at gøre den spændende på trods af, at det er den samme dag, der bliver genafspillet. Hvis du nogensinde har stået med denne bog i hånden, og vejet for og i mod, så er det et stort for, med 4 tårevæddede stjerner herfra!

Evnen

Spoiler-alert for Odinsbarn og Råddenskab, der er første og anden bog i serien Ravneringene af Siri Pettersen.

Evnen er tredje og sidste bog i Siri Pettersens bogserie ”Ravneringene”. Hirka er endnu engang gået i gennem ravneringene, og hun befinder sig nu i de ligfødtes verden. Denne verden er meget anderledes end dem hun kender, og Hirka bruger lang tid på at lære rigets regler og levevis. Bl.a. er ens stilling i hierarkiet ekstremt vigtig for de blinde og Hirka må snart indse at hun bliver nødt til at ændre sin personlighed og sine værdier hvis hun vil passe ind. Endnu en ting hun skal tillære sig: her kalder De blinde sig Umpiri, og de snakker Umöni, hvilket er et sprog Hirka hurtigt må lære hvis hun vil udrette noget som helst.

Hirka møder endelig sin blodsfamilie, huset Modrasme, og hun må sande, at familien gemmer på en hemmelighed, der kan få hele huset dræbt hvis den slipper ud. Hirka må balancere mellem loyaliteten til sin nyfundne familie og loyaliteten til Ymslanda og Rime. Hun føler unægteligt et ansvar over for sin familie, men hun savner også Rime og den verden hun kender.

De ligfødte tørster efter evnen som blev stjålet fra dem for længe længe siden. Hirka må indse, at den krig, som hun troede hun kunne stoppe, er uundgåelig, og hun bliver nødt til at vælge side snart.


Jo længere man kommer i Ranveringene des nemmere bliver det at komme ind i Hirkas verden, og når man først har fat i universets hovedtræk er det svært at slippe det igen. Jeg ville ønske at serien var længere, men på den anden side slutter historien et virkelig godt sted, så jeg kan ikke se hvad Ravneringene 4 skulle handle om. Men har vi bognørder det ikke tit sådan? Vi vil gerne læse bøgerne færdig, men vi ønsker ikke at de skal slutte. En god ting (måske) er dog, at der går rygter om en filmatisering af Ravneringene. Dette kan gå begge veje, ligesom filmatiseringen af alle andre gode bøger. Der er dog ingen tvivl om, at hvis Ravneringene bliver filmatiseret, så sidder jeg klar.

Evnen får selvfølgelig 5 ud af 5 stjerne, ligesom de to andre i serien. Den lever fuldt op til den standard som de andre to har lagt. Dette er ikke en serie for nye læsere, måske heller ikke for garvede læsere der er nye til fantasy-genren. Til gengæld vil jeg anbefale serien til alle der elsker fantasy-genren, og alle der er klar på en god udfordring. Og et godt råd: fortsæt med at læse. Jeg ved godt at historien er underlig i starten, og til tider totalt uforståelig, men når man er nået et stykke ind giver det mening. Man skal bare lige have fat i Hirkas verden først, og så skal man være åben overfor det fantastiske univers.