Tag-arkiv: Vrede

Hun bad selv om det

Hun bad selv om det af Louise O’Neill handler om Emma O’Donovan, som er alt det, som andre piger drømmer om at være: smuk, populær og allerhelvedes selvsikker. Hun bor i en lille by og er dronningen på sin skole. Alle vil være sammen med hende, alle vil være som hende. Men da hun en aften tager til fest og vågner op foran sin hoveddør dagen efter, ændres hele hendes verden. Hun har ondt, men ved ikke hvorfor. Hun ved ikke, hvorfor hun har ligget i den bagende sol hele dagen. Hun ved slet ikke, hvad der er sket med hende. Men det gør alle andre og de har billeder af det. Og alle er enige om, at det er hendes egen skyld.

Jeg har meget blandede følelser omkring denne her. Bogen var virkelig god og tog et meget vigtigt emne op. O’Neill skriver på en speciel måde og selvom det tog lidt tid at vænne sig til parentesbemærkningerne, så gav de virkelig noget til historien. Rigtig lækker og en anelse unik skrivestil. Det var et kæmpe plus for en bog, som ellers ramte helt ved siden af.

Mit store problem med den her bog, er Emma. Jeg bryder mig ikke om hende. Efter de første hundrede sider blev jeg træt af hende og hendes måde at se/behandle verden på. Det blev en anelse bedre (det lyder spøjst og malplaceret, det ved jeg godt) efter voldtægten (for ja, jeg tror fuldt og fast på, at hun blev voldtaget), men flere gange var jeg nødt til at lægge bogen væk, fordi jeg simpelthen blev træt af hende. Selvfølgelig kan det retfærdiggøres, at hun er gal på verden efter festen. Men hun er decideret led overfor alt og alle, hvis det ikke lige går hendes vej.

Derfor får bogen kun 3 stjerner. Havde der været en anden hovedperson/fortæller, kunne den snildt have fået 4. Men jeg vil anbefale at læse den af en simpel grund: den tager et ekstremt vigtigt emne op.

En af os lyver

Forhåndseksemplar af En af os lyver af Karen M. McManus, som udgives af CarlsenPuls (tusind tak for det i øvrigt!). Bogen handler om fem unge, der møder hinanden til eftersidning:

  • Yale ansøgeren Bronwyn, som (næsten) altid følger reglerne.
  • Sportsstjernen Cooper, som kun har styr på sit liv, når han er på baseball-banen.
  • Skolens badboy Nate, som er godt på vej i den forkerte retning.
  • Skønheden Addy, som for alt i verden holder sammen på sit perfekte liv.
  • Outsideren Simon, manden bag Bayview Highs Sladder-app, som aldrig kommer til at afsløre noget om de fire igen.

For under eftersidningen dør Simon, kun 24 timer før han vil offentliggøre nogle hemmeligheder, som vil ødelægge de fires liv. Ifølge efterforskningen er hans død ikke et uheld, hvilket lader os tilbage med ét spørgsmål: alle fire har en hemmelighed. Hvem ville gå længst for at beskytte den?

Kender du kultfilmen The Breakfast Club fra ’85? Jeg elsker den film. Persongalleriet, handlingen, det hele spiller for mig. Og da jeg først hørte om En af os lyver, mindede den mig om den (senere hen har jeg læst et interview med McManus, som ganske rigtig drog inspiration fra filmen). Vi starter ud med eftersidning, de snakker lidt frem og tilbage, Simon dør… og her veg den så fra filmen.
Okay, dette skal ikke være en sammenligning af bog og film, men mere lige give dig en ide om, hvorfor denne bog er så vanvittig god! For man kan nemt blive bange for, at karaktererne ”bare” bliver en copypastet udgave af de filmiske karakterer. Men de fik så meget mere kød på, og jeg følte ikke, at de blev alt for klichefyldte… okay, Bronwyn og Nate blev, men det var stadig lidt lækkert.

Addy var jeg ikke den store fan af i første omgang, men efter at have genlæst bogen er jeg faldet pladask for hende. Hun gennemgår en utrolig forvandling og er (ved nærmere eftertanke) den eneste karakter, som bliver ordentlig ramt af afsløringen af hendes hemmelighed: hun har knaldet uden om! Hendes kæreste, Jake (aka kontrolfreak), slår hånden af hende sammen med resten af hendes ”venner” og så står Addy med håret dybt begravet i postkassen. Men hun tager styring i sit eget liv (efter at have grædt i et par dage, men hun er lovligt undskyldt). Dette sker bare ikke for Bronwyn, Nate eller Cooper, som alle har en eller anden til at holde dem oppe.

Hele mordgåden var fed. Politiet, der ikke kunne se bort fra de fire i rummet, og pressen, som svingede i pendulfart. Jeg elskede, at Cooper havde en facebookside, som fik flere tusind likes, og at en gruppe teenagepiger syntes, at Nate havde drømmende øjne, og derfor ikke kunne være moderen. Det var vidunderligt, at McManus fik inddraget mediecirkusset og jeg grinede flere gange. Især de Tumblr-indlæg, der kom frem, gjorde, at man blev i tvivl om, hvem man kunne stole på. For godt nok hørte man det fra alle personers synsvinkel, men kunne en af dem være en utroværdig fortæller?

Alt i alt var det en utrolig velskrevet bog og jeg kan næsten ikke vente med at få fingrene i flere af hendes bøger… når hun får skrevet dem vel og mærke. Da CarlsenPuls bad om stjerner fra 1 til 6 (normalt kører vi 1 til 5), får bogen 5 mistænksomme stjerner.

Mørkets Kræfter – Serien

Mørkets Kræfter-serien af Kelly Armstrong handler om Chloe, der vågner op en dag efter et mareridt om døde mennesker. Hvad hun ikke ved, er at det mareridt, er starten på en lang flugt fra paranomale videnskabsmænd der har ændret på hendes og andre unge paranomales gener.

Det starter som en normal dag, men da ånden af en død pedel dukker op på hendes skole, flipper hun ud og bliver sent til et bofælleskab for psykisk syge unge. Hun får smidt diagnosen skizofreni i hovedet og bliver fyldt med piller. Men i bofælleskabet møder hun også den charmerende Simon, hans knapt så charmerende bror Derek, den irriterende Tori og en anden pige ved navn Rae. De finder sammen ud af at de ikke er psykisk syge, men at de i virkeligheden er paranomale. Troldmænd, Hekse, Shamaner, Halvdæmoner, Varulve og Chloe selv, en Nekromantiker. De nægter at tro, at det kan være et rent tilfælde at de er havnet der sammen, så efter mange overvejelser beslutter de sig for at flygte.

De når ikke langt før Rae, Tori og Chloe havner tilbage i hænderne på de samme mennesker der stod bag bofælleskabet. En organisation kaldet Edison-gruppen. De tre piger er nu fanget i et laboratorie, men lige så snart de ser deres chance flygter Tori og Chloe igen. De finder tilbage til drengene og sammen prøver de alle at finde frem til drenges far, Kit, som virker til at have svarene på alle deres bønner. De bliver mødt at en lang række hindringer, og samtidig må Chloe beslutte sig for hvad hun egentlig vil. Det bliver en lang kamp, men er det virkelig det værd?


Mørkets Kræfter er en fantastisk fantasy-serie. Nekromantikeren Chloe er vores hovedperson i alle tre bøger, og hun er en af den slags hovedpersonen hvor man enten kan lide hende, ellers irriterer hun en grænseløst. Det er tydeligt fantasybøger, men hvordan man generelt har det som ung er også meget tydeligt i dem. Der er, som i mange andre bøger, også en kærlighedshistorie, det tager dog et godt stykke tid at finde ud af i hvilken retning det går. Alt i alt vil jeg sige at den her serie er et must read for enhver fantasy elsker. 4.5 strålende stjerner herfra.

Til døden os skiller

Til døden os skiller af Kit A. Rasmussen handler om Nick, der, til trods for en hård opvækst og lidt af et rygte som en bad boy, har nogenlunde styr på sit liv: Arbejde på værkstedet, byture med vennerne, ikke for meget hash, løs aftale med Emma om sex. Det gør alt i alt nogenlunde. Ikke helt godt, men det er okay. Så møder han Isabelle. Hun er alt for god til ham, det kan han se med det samme. Det kan alle se. For smuk, for rig, for intelligent – for god til at være sand. Alligevel kaster han sig ud i kampen for at vinde hende og det lykkedes mod alle odds. Men hvad er prisen? Er Isabelle overhovedet det værd.

Denne bog strøg lige fra min gad-vide-om-den-er-det-værd-bunke til at være den nyeste tilføjelse til min yndlingsbog-bunke (ja, jeg har en bunke. Jeg har MANGE bunker. Hvilken bognørd med respekt for sig selv har ikke det?). Den startede ud som en Romeo og Julie historie, men langsomt begyndte der at dukke ting op, som gav hints til at der ville ske noget stort. Den var en rutsjebanetur, hvor det man troede var sandt, blev vendt op og ned for en til slut. Som læser skulle man gætte sig til meget af det der skete. I det ene øjeblik skændes han og Isabelle, det næste sidder de på skadestuen. Får man så at vide hvad de laver på skadestuen? Næ! Det må du selv gætte dig til. Også forskellene mellem Nick og Isabelles hjemstavn var godt beskrevet.

Nick var en vidunderlig karakter og jeg var vild med at være inde i hovedet på ham. Isabelle var jeg dog knap så vild med. Hun virkede meget kold, jaloux og kontrollerende. Hun nægtede at tro på, når Nick sagde at han ikke havde været hende utro. Hun fortalte sin far om det værksted, som Nick gerne ville købe, selvom han havde stærkt frabedt sig, at hun ikke sagde det – han ville klare det selv. Og jeg lover ikke at spoile noget, men jeg siger bare, at slutningen give en helt anden forståelse af hvorfor hun altid beskrives som kold.

Den får 5 hårdt slående stjerne fra mig. Det er første gang jeg har læst noget af Kit A. Rasmussen, men jeg ser frem til at høre mere fra hende. Fans af Gone Girl og Girl on the Train vil også finde denne bog vidunderlig. Den var rå, den var lige på og hårdt og den rev benene væk under mig. Et absolut Must Read!

En mand der hedder Ove

En mand der hedder Ove, af Fredrik Backman, handler om den 59 år gamle, sure mand Ove. Han bor i et villakvarter, i det samme hus, som han flyttede ind i sammen med sin nu afdøde hustru, dengang han var ung. Dengang var kvarteret bare en lille række huse, omgivet af skov og mark, men som tiden gik, voksede kvarteret sig større, og Ove bor nu i et stort villakvarter, med masser af irriterende naboer. Hver morgen går Ove sin inspektionsrunde i kvarteret. Han tjekker at der ikke holder cykler uden for cykelstativerne, at dørene til garagerne er låste, og at affaldet er sorteret korrekt. Men vigtigst af alt holder Ove øje med, at der ikke kører biler inde i kvarteret.
Ove er desuden blevet enig med sig selv om, at livet ikke er værd at leve uden hans elskede hustru, så igennem bogen prøver han ihærdigt at begå selvmord på forskellige måder, hvilket han ikke er særlig god til.

En helt almindelig novemberdag bakker en bil pludselig ind i Ove´s postkasse. Ejerne af bilen, den gravide Parvaneh og hendes mand Patrick, er ved at flytte ind overfor Ove, hvilket absolut ikke hujer ham. Den lille familie skal dog  vise sig at være starten på en ny og måske gladere tid for vores gamle, sure ven.

Alt i alt synes jeg godt om ”En mand der hedder Ove”, og den er klart værd at læse, hvis man er ved at være træt af perfekte YA-romaner, larmende sci-fi bøger og sukkersøde kærlighedstriologier. ”En mand der hedder Ove” er ingen af disse. Jeg ved faktisk ikke helt hvilken kategori jeg vil sætte denne bog ind i. Måske en ”Jeg burde ikke sidde og grine for mig selv over det her” kategori. Men det gjorde jeg. Grinede. Nogle gange over ting der egentlig ikke burde være sjove, men man kan simpelthen ikke lade være, når Ove gang på gang mislykkes i at begå selvmord, eller når han ukuelig står fast på, at SAAB er det eneste rigtige bilmærke.
Jeg var så så dum at se filmen før jeg læste bogen, hvilket jeg ellers aldrig gør, men jeg vidste ikke at der fandtes en bog, før efter jeg havde set filmen. Faktisk var det okay. Filmen følger fint bogens historie, så hvis du læser bogen vil jeg anbefale dig at se filmen bagefter.

Så en hyggelig og god bog til hvis man er kørt død i de sædvanlige bøger fra bestseller listerne. Derfor får bogen 3 funklende stjerne herfra.